Kærsgård

Kærsgård
Dansk Gås

onsdag den 12. februar 2014

Jeg drømmer om at flytte til Norge.....

Vi har i dag haft besøg af godt tyve entusiastiske nordmænd fra Bondens Marked omkring Oslo området. 

De var hernede for dels at være sammen på en tur, hvor de kunne udveksle erfaringer med hinanden på Oslo-færgen, dels for at se Torvehallerne, som de syntes var vældig dyr - og så for at besøge Kærsgård og høre om Bondens Marked her i Danmark. 




Der var ikke så meget, vi kunne lære dem om Bondens Marked i Danmark, for de er meget længere fremme i Norge. Til gengæld har vi lært meget af dem, for de ville så gerne fortælle om Bondens Marked i Norge, og de erfaringer de havde gjort sig.

De kører gerne 250 km hver lørdag ad snirklede veje med deres varer for at sælge dem til Oslos borgere - og det kan betale sig, siger de! Bare man holder ud, hænger fast og bliver ved. I 2013 blev der omsat for 52 mio. NKR på Bondens Marked i Norge - ja der gjorde så. 




De har også en dejlig mangfoldighed med ost, fisk, brød, honning, skovens urter, grøntsager, bær kager - ja alt hvad hjertet kan begære. Fødevarer tilberedt, dyrket og avlet i små og store landbrug, hvor hjertet sidder på rette sted. De repræsenterede en mangfoldighed, som vi kan kun drømme om herhjemme på Bondens Marked.

De får - bl.a. via Bondens Marked i Norge - skabt og oprettet gode arbejdspladser ude på landet med deres "ysterier", bagerier og andre små fremstillinger - set med de danske mastodonters målestok.  Nogle af de norske bønder, der besøgte os i dag, havde ikke et ubetydeligt antal af arbejdspladser tilknyttet deres produktion. Her var ingen industriproduktioner (I ved hvem jeg mener), der truede deres eksistens. 




Jeg hæftede mig med en bemærkning: "Jamen vi bruger dansk landbrug som skræmmeeksempel - sådan skal vi ALDRIG blive!" Det blev sagt stille og roligt; som nu nordmænd siger det og med armene over kors.

De har deres produktion hjemme på gården, eventuelt en gårdbutik - og Bondens Marked i Norge at afsætte deres varer på. 

Jeg var grøn af misundelse. Bare blandt denne lille flok, som besøgte os i dag, var der flere, der fremstillede oste og rømme, og flere, der bagte brød og kager. De opfattede ikke hinanden som konkurrenter, som vi gør herhjemme. De hjalp hinanden. Norge er stort land i kvadratmeter. I indbyggertal er vi vel ens -omkring de fem millioner. 




Afstandene er meget større i Norge. Når vi fortalte, at Kærsgård for en københavner er laaaangt væk ude på landet (65 kilometer), så det er uoverkommeligt, så de på mig, som jeg sagde at jorden er trekantet.... Det blev sagt med et smil: "Så må I jo sørge for overnatning... "

Hvorfor føler jeg så at jeg må skrive om det her? 

Jamen grunden til, at vi satte Bondens Marked i søen var jo netop at sikre diversiteten. Vi ville være med at sikre, at der var liv på landet, at der kunne være mindre mejerier, mindre bagerier, mindre mosterier i lokalsamfundene - jamen hele paletten! Det skulle være til glæde for danskernes fornemmelse for råvarerne, årstiderne - diversiteten. Der skulle igen være en direkte kontakt imellem kunde og bonde/producent. 

Nu har Bondens Marked eksisteret siden 24. september 2007. Og er vi blevet en succes? 

I mine tanker er vi på vej, men det er en lang sej kamp endnu. Jeg havde ikke forestillet mig, at det ville så svært. Det sværeste er at finde producenterne og få dem til at stille op mere end én gang. Netop derfor må jeg sige nej tak til at få flere Bondens Markeder stablet på benene rundt om i Danmark. Der er alt for få producenter i Danmark - især af dem, der har overskuddet til at stille op og fortælle om det glade budskab om deres produktion. 

Men nej - ikke engang i København er Bondens Marked en succes. I Norge hedder det sig: Få et Bondens Marked i gang i dit lokalområde, så kan du herefter blive kvalificeret til at stille op i Oslo. Tænk sig om vi kunne nå 
hertil! 




Men vi er ikke hængemuler her på Kærsgård. Vi må bare erkende, at det i Danmark tager længere tid at få (gen)etableret kontakten imellem bonde og kunde. Det tager endnu længere tid - og masser af mod - at turde slå sig ned med eget mejeri eller bageri osv. Vi er blevet så industrialiserede herhjemme, så man som lille ildsjæl og entusiast ikke tør blinke med øjnene, for så kommer "de" efter os.

Vi har meget på hjerte hos Kærsgård og Bondens Marked, men vi passer også på, at vi ikke støder nogen, for så kan tæppet hurtigt rives væk under os. Jeg vil jo ellers mene, at der burde være plads til alle i Danmark - små som store producenter; ildsjæle og industrier. Hvorfor er der ikke plads til det hele herhjemme? 

På mine dårlige dage kan jeg tænke at hvorfor fanden skal jeg blive ved med at kæmpe denne her kamp? Hvad rykker jeg på? Jeg lægger hele mit liv i det her. Der er masser af (dårligt) tv om dansk landbrug og de danske madvaner kommenteret af masser af "eksperter", men ændrer det noget ved forbrugsvanerne? Mikroskopisk.... 

Dukker vi som små producenter hovedet herhjemme? Ja vi gør! Skal vi samarbejde mere? Gu' ska' vi så - ellers er der snart ingen tilbage, så derfor er vi heller ikke konkurrenter! 




Besøget her i dag styrker min tro på at vi skal gøre noget mere sammen på nordisk plan. Vi har fået sået et lille spædt korn i dag, som vi skal bygge videre på. Bondens Marked har fået et lille spark bag i dag, som kan bringe os videre. 

Men der er også meget at gøre på nationalt plan - så meld jer hos Bondens Marked - bondensmarked@bondensmarked.dk som frivillig, som bidragsyder, koordinator, som - hvad du nu synes du kan byde ind med! Nu skal vi videre og fremad! 

.. og om lidt er jeg taget til Norge for at besøge mine nye venner/producenter

PS: Der er ingen sne, siger de!