Kærsgård

Kærsgård
Dansk Gås

onsdag den 6. november 2013

Fjerkræ og eksperter!

Jeg skulle lige tage mig sammen - være i humør og have fred og ro omkring mig. Vi fanger ænder ind sammen med gode hjælpere i øjeblikket, så der skulle lige en pause i skræppen, rappen og mudder - og køreturene frem og tilbage til Dannemare helt nede ved Nakskov, hvor vi får slagtet vores gæs, ænder og kyllinger, før jeg havde mod på at se programmet fra i går.

Vi er ellers holdt på med at se langt de fleste danske madprogrammer her på Kærsgård. De er simpelthen så belærende og kedelige - og fyldt med fejl. Det vrimler med eksperter, der nok ved, hvordan tingene skal være og vil belære os om, hvad vi skal indtage af mad! Eller også er det kendte eller ukendte mennesker, der dyster i at lave ligegyldig mad. Det kunne lige så godt være en ludo-konkurrence, for det gælder bare om gamet, og at man er på! 

Vi nyder til gengæld at se flere af de engelske madprogrammer om kampen for at få fremstillet de gode fødevarer ude på landet. Her hører man sjældent eksperterne udtale sig.  Det er blot menigmand, der har brugt tid, erfaring, penge, flid og sin ildsjæl på at føre det ud i livet, som han/hun har drømt om. Og måske kommer der så én forbi med gode råd, som kan hjælpe.

Nå! men i går blev der sendt et program om produktionen af ænder i hhv. Danmark, England og andre steder. Bitz & Frisk er netop ét af de programmer, vi har valgt ikke at se. Det bliver sendt sent, og når det har været sendt, har vi fornemmet, at det delte vandene så meget, så det kun kunne være spild af vores tid.

Kærsgård lever vi efter devisen: Varieret mad! Vi spiser sådan set lige, hvad vi har lyst til - bare råvarerne er i orden! En gang imellem springer vi over, hvor gærdet er lavest og fortyder det så bagefter, men det kan være nødvendigt indimellem. Vi spiser bl.a. smør, olivenolien, fedt, kød, grøntsager, mælkeprodukter, brød, salt, krydderier - meget lidt frugt. Og så drikker vi kaffe, vand, vin og øl!

Alle ekspertråd glider henover hovedet på os. Allerede som barn hørte jeg mit første kostråd, som har fulgt mig lige siden. Min Mor havde på et tidspunkt læst, at "etellerandet" var usundt og ville lufte sin bekymring med vores familielægepar.  Lægeparret rystede blot på hovedet og svarede: "Man skal spise tomater, så længe de er sunde!" Ment som at man ved jo aldrig, hvad de eksperter finder på i morgen. Så nyd tilværelsen og råvarerne, var rådet fra doktorparret - allerede den gang tilbage i tresserne!

Dagens hold af ænder samt nogle få gæs er kørt af sted til slagteriet i Dannemare med Lars og vores gode hjælpere, og jeg kunne nu sætte mig ned, trække vejret dybt og gå i gang med Bitz & Frisk - og ænderne.

Jeg kunne jo så se, at andre danske andeproducenter har de samme problemer med fx ændernes bentøj, som vi har - og i det hele taget i kvaliteten af det råmateriale, vi alle har adgang til herhjemme. Det har jeg tidligere skrevet om via Det Danske Fjerkræprojekt, så det behøver jeg ikke komme ind på her. Men få mig bare i gang, for kampen er i gang og er ikke opgivet!

Nu har jeg set en bestemt sekvens igennem nogle gange i programmet. Yvonne Johansen fra Dyrenes Beskyttelse står skråsikkert og fortæller, at der ikke findes ét dansk andeslagteri i Danmark længere. De har sågar udgivet en andeguide, hvor det bliver nævnt i.

Det passer simpelthen ikke! Vi er flere, der i dag er noget pikerede over, at Dyrenes Beskyttelse kan sige det på Danmarks Radio, og at Danmarks Radio ikke engang har undersøgt det, inden de bringer det! Vi er faktisk flere producenter af ænder og andet fjerkræ, der sætter en ære i at vores fjerkræ bliver opdrættet og slagtet herhjemme. Og de få slagterier, der er tilbage i Danmark, kæmper en brav kamp for at overleve. Det er blevet så besværligt at klare sig som slagteri herhjemme, men der er nogle få tilbage endnu, og vi er flere producenter, der til enhver tid vil bakke op om dem.

Hos Kærsgård dropper vi vores produktion af fjerkræ den dag, vi ikke kan få slagtet herhjemme mere. Jeg er sikker på flere andre også vil opgive. Det kan godt være, at det de siger hos Danmarks Radio er forkert, men det kan meget vel blive sandhed om kort tid - men sådan at aflive dem i utide - det syntes jeg altså lige var for groft!

Det kan godt være, at man ikke kan se dansk slagtet fjerkræ i supermarkederne, men det er jo derfor vi andre har taget kampen op. Så tag fat i din lokale gårdbutik, kig ham/hende i øjnene og få lavet en aftale om vi støtter hinanden, så fjerkræ stadig kan blive udruget, opdrættet og slagtet herhjemme!

Så kommer vi også til kvaliteten - det skal der også gøres noget ved. Det kræver at vi sammen gør noget ved det.