Kærsgård

Kærsgård
Dansk Gås

onsdag den 12. december 2012

Nisserne og væsenet!

Jeg blev fanget af nisserne i dag på min varetur rundt om på Sjælland, så jeg havnede i Brorfelde. Jeg ser det i hvert fald som et tegn, at jeg pludselig holdt der. At det så ikke helt ser ud i Brorfelde i virkeligheden, som det gør på tv - det er så en anden sag. Men jeg kom forbi i min distræthed og sendte faktisk en hilsen til nisserne. Observatoriet står der i hvert fald. De må kunne gøre noget i forhold til stjernetegnene - og jeg er Skorpion - hvis nogen skulle være i tvivl... Grrrrr....

På mine ture rundt omkring i landet har jeg meget kontakt med producenter, forarbejdere og mange andre små i fødevarebranchen, og der bliver færre og færre af os år for år. Det er noget møg! Men svaret er det samme alle steder: Kontrollen er så hård og så urimelig, så vi vil ikke mere. Vi skal konkurrere med resten af Europa, hvor forholdene for dyrene er elendige, og priserne for at få EU-certifikater er en 1/10 af, hvad vi skal betale her. Og det er det de danske forbrugere ønsker - det billige altså  - siges der.

Oven i købet har vi via regeringen fået en ny slags højesteretsdommere: De anonyme anmeldere, der keder sig her i livet! Yjf! Vi hørt om noget! Vi skal anmelde andre - og myndighederne tager os mere alvorligt end producenterne! Jeg hører historier om, at kontrollen (væsenet) kommer og buldrer på producenters og forarbejderes døre - også selvom det er uden for sæsonen for det, der burde være gang i  (vi har fx ikke mange ænder i januar )  - og maser sig ind med køllen i hånd pga. en anonym anmeldelse! At det så viser sig, at der ikke var belæg for anmeldelsen, det er da ligegyldigt! Det er op til den, der er blevet anmeldt at bevise sin uskyld! Og de, der kommer med køllen i hånd, siger ikke: Undskyld vi tog fejl - tværtimod!

Jeg talte med én i dag, som havde taget nogle billeder af sine slagtede kræ i opmærket tilstand og lagt på sin hjemmeside. En eller anden havde tolket det som om, der blev hjemmeslagtet - og det må vi jo ikke - og havde anmeldt. Havde kontrollanten blot kigget nærmere på numrene på mærkaterne for, hvem der havde slagtet, så var postyret aldrig opstået, men det bl.a. gør nu - oven i alt det andet bøvl - at vedkommende overvejer at give op. Og jeg skal hilse at sige, at det bliver en katastrofe for os andre!

Skal man konstant have pistolen for panden og konstant bruge tid, konsulenter og penge på at forsvare sig mod det vilde vesten (væsenet), så er det også bare ligegyldigt!?!? Det ER det vilde vesten!

En nær samarbejdspartner havde lagt et stykke nyrøget - lovligt fanget - ål i sit køleskab til fælles nydelse - ca. 10 centimeter. Vi ved det jo godt. Vi må ikke, men vi er mennesker af kød og blod - men væsenet kom forbi lige i samme øjeblik. Dette lille stykke ål i køleskabet har kostet den bedste forarbejder sin stolthed. De har den flotteste butik syd for København. Alting er bare i orden! Der er pænt og rent. Varerne er mere end i orden - men der lå sgu et stykke ål = sur Smiley, pålæg og bøde!

Jeg hører hvert år på mine ture rundt omkring: Vi vil ikke mere! Vi orker ikke. Og for hvert år bliver vi færre. Vi har i vores kategorier ikke råd til at hyre konsulenter, der kan finde ud af reglerne og tolke dem for os. Jeg har gået i skole uafbrudt fra 1970 - 1987 og så fortsatte jeg med noget jura, HD og journalistik - men jeg kan ikke hitte ud af det! Hvad skal jeg så uddanne mig som, for selv at kunne finde ud af det? Og hvad skal andre gøre for at være slagter, landmand, producent m.m.? V

Men anmelderi er dog det værste! En avler i Nordsjælland af det bedste inden for gamle danske landracer og dyrevelfærd blev anmeldt af en gæst, fordi en enkelt gris var sluppet ud på gårdspladsen = bøde og påtale! Ja - dyrene skal gå indhegnet, men alle andre ved, at dyrene dér har det allerbedste, biodynamiske liv på netop det sted! Dyr er ikke robotter og forstår ikke regler!

Her på Kærsgård slipper tyrekalvene også ud en sjælden gang imellem - det er da noget møg - der går år imellem! Men det er dyr, der går ude i det fri og nyder det gode liv. De har enorme kræfter, og en gang imellem kan de lige få skubbet til noget, som elektrikeren herhjemme kan have sikret med klemmer, jord og overgange, som var det Fort Knox! Heldigvis har vi p.t. naboer her i Teestrup, som hjælper os og ikke har anmeldt os - men det er vel et spørgsmål om tid, før nye, nævenyttige flytter hertil?

Så ja - man må gerne se det gode dyreliv på Kærsgård, men vi bliver mere og mere private af frygt for den der anmeldelse vi så skal bruge tid på over for "væsenet". Vi ved vi har god og høj dyrevelfærd her, men af uvidende kan den også misforstås. Jeg har hørt folk sige: Nej - jeres dyr går ude - og det regner! Så hvor gerne vi end vil vise det gode liv på Kærsgård, så bliver det mere og mere begrænset.

Jeg er blevet så utryg ved vores samfund, fordi de, der burde sikre og beskytte os, er gået over til at være skatteopkrævere for staten. Det er bare ikke i orden, når sikkerheden og trygheden i samfundet bliver overtaget af det vilde vesten. Når kontrollanter, politi, farisæere og toldere (væsenet) blindt står og rasler med bøssen/geværet, så bliver jeg bange. De har de forkerte kasketter på.

Vi fik vores glade smiley på min fødselsdag af en sød, ydmyg konsulent som sagde: Jamen jeg ved jo at hos jer er der ikke noget at komme efter, for det er jeres hjerteblod, så hvorfor skulle I snyde med noget? Vi kan jo lukke jeres levebrød og hjerteblod, hvis den er gal, og det vil sådan nogen som jer jo gøre alt for at undgå. Han afsluttede med at sige: Jeg vil have kage næste gang, for her er hyggeligt! Jeg vil gerne give ham hvad som helst, for han har den rette indstilling. Det havde den foregående også. Hun havde også hjertet på rette sted og turde vejlede.

"Væsenet" må gerne samarbejde med os nu, så vi sammen kan gøre det bedre, men mon ikke mange fra "væsenet" synes det er fint bare at lukke os, så al dansk fødevareproduktion og -forarbejdning kan flytte til udlandet. Nogen har i hvert fald ikke forstået noget, for det er sådan realiteterne er!

Skal "væsenet" virkelig være skyld i at al dansk fødevareproduktion flytter til udlandet til usle forhold for dyr og mennesker? Eller skal "det" samarbejde, så vi kan sikre gode forhold for dyr og mennesker herhjemme?

Og nu har er det jo så via et andet projekt gået op for os, at langt fra alle i andre lande ønsker dårlige vilkår for dyr og mennesker. Alle skal aldrig køres over med én kam. Andre i Europa ønsker også at kæmpe kampen for de små producenter.

På Kærsgård kæmper vi gerne kampen mod "væsenet" og sammen med dem i "væsenet" som gider samarbejde.

Jeg tror jeg kan se et rødt lys fra en nisse fra Brorfelde uden for mit vindue, som vil hjælpe os .....

Glædelig jul fra Gnavpotnissen Jette og hendes hårdtarbejdende Lars Peter